Post by Maxsimilius Heltrikan on Apr 1, 2008 18:21:12 GMT 1
Navn:
Maxsimilius Heltrikan
Kaldenavn(e):
Maxi eller Skygge. Den sidste tiltale er det tilnavn han har fået i sin profession, dog er det ofte Maxi han selv foretrækker og præsentere sig som. Maxi er det navn han bruger selv, og er også det navn han forventer andre bruger om ham. Selvom han godt ved at han ofte bliver kaldt for skyggen når han ikke selv er til stede.
Race:
Menneske
Evner:
Maxsimilius har en evne for usete eller ingen bevægelser. Disse gør ham ofte i stand til at komme og gå steder uden folk opdager ham før end at det er for sent.
Job eller Titel:
Leder af Tritos, fungere også selv som spion og snigmorder når han mener behovet er for det.
Bande:
Tritos
Seksualitet:
Heteroseksuel
Alder:
20 år
Udseende:
Maxsimilius har gyldent brunt hår, der ofte sidder og stritter ud til alle sider. Hans øjne er meget dybe og har en mørk grålig farve, det virker som om han har en mørk ring om hans øjne som gør at hans øjne er meget mere markeret.
Maxsimilius er særlig høj af sin alder. Med højden der mere en meter og firs centimeter. Han virker dertil også meget muskuløs og størk, hvilket er tydeligt på ham da han ofte går i tætsiddende tøj der ikke skjuler hans muskuløse bygning.
Hans tøj er ofte lavet af sort læder, og han går ligeledes altid med sorte læderhandsker på hvor fingrene dog er fri. Omkring livet og gemt flere steder på kroppen har han altid sine våben med sig, både sværd, selvom det kun er adelige der må bære sværd, og knive i massevis.
Over den venstre arm er en tatovering han fik lavet da han blev bandeleder, det er kendemærket for Tritos bandens leder mærke, derved kan ingen anden blive leder uden at den forrige er død.
Personlighed:
Maxsimilius kan overfor andre virke til at have en meget voldsom fremtoning, ikke mindst for dem der ikke kender ham. Måden hvormed hans følelser han spejles er ofte gennem hans øjne, måden han svarer på eller hans kropssprog. Derfor er det også meget få personer der komme tæt på Maxsimilius, da han kan virke afvisende, selvom det måske ikke er det han prøver på at være. Maxsimilius kan også virke både Charmerende og selvsikker, men hvis han ser andre sulte eller have det elendigt kan han godt påtage sig følelser af medlidenhed, efter det han selv oplevede som barn.
Hvis et smil breder sig over Maxsimilius’ læber kan det både være godt og skidt, ofte dog desværre det sidste. Han kan ikke lade være, med at nyde den magt han har, og føler sjældent fortrydelse over at gøre en ende på andres liv, snare tværtimod. Han nyder også at drille og lage med folk, og har ikke betænkeligheder ved at gøre det, så længe det ikke går ud over dem han holder af eller stoler på. Dertil er han også meget bestemmende og giver ikke op, han kæmper til han får det han gerne vil have. Det betyder også at han gør meget for at holde på sit territorium
Maxsimilius har altid været glad for dyr, selvom han er allergisk overfor både katte og hunde. Han kan derfor ofte ikke stå for at klappe en hund på hovedet eller stryge en kat med hårene, selvom han godt ved hvad det koster ham helbredsmæssigt.
Det er ingen der rigtigt kender hans virkelige historie, ikke efter Askes død. Historien om hvordan han kom til slummen fortælles som var han en slave der stak af. Ikke som et barn der blev efterladt til døden. Dette er dog et emne han blot affejer med skuldertræk og lader folk tro hvad de vil, så længe de ikke sender ham sympatiske blikke, er han godt tilfreds med det hele.
Ses der bort fra den dystre virkelighed der er omkring ham, gemmer han også meget andet.
Fortid:
Maxsimilius har en lang og besværlig fortid, på trods af en alder på blot 20 år. Han stammer oprindeligt fra Et landt længere mod nord, hvilket er forklaringen på hans mørke hår og de grå øjne. For at tage det fra begyndelsen af blev han født ind i en handelsefamilie et sted i Krati. Selvom han ikke har mange minder om livet inden han blev efterladt i slumkvarteret i Lapos, er der nogle ting han endnu svagt husker.
Han havde cirka været tre år gammel da hans forældre endnu en gang havde redet mod kongeslottet for at sælge et af deres børn til kongefamilien. Da de kom op på slottet blev han undersøgt for de magiske evner han kunne besidde da de havde haft en magiker i familien og flere af hans søskende havde udvist evner for magi. Problemet var blot, at det ikke var noget drengen viste talent for. Han talte sjældent, og det var ofte kun meget få ord. Han havde også været 2 ½ år gammel inden at han sagde sit første ord. De undersøgte ham i flere dage men der var stadig ingen tegn på at hans magisketalent skulle være. Hvilket kongen intet behov havde for. Maxsimilius’ forældre måtte derfor ride tilbage sammen med drengen.
Men så langt nåede de aldrig. Om aftenen dagen inden de skulle ride hjem havde hans forældre siddet og snakket sammen. Maxsimilius havde ingen værdi for dem længere. Ingen ønskede en slave længere da det efterhånden var ganske få der havde det, og det var forbudt. At bringe ham hjem, ville være som at bringe skam over familien ved at deres næstyngste barn ikke havde nogen evner når alle andre havde udvist magisk potentiale. De besluttede sig derfor for at ride tilbage til Krati alene.
Den næste morgen havde de drengen med da de red fra slottet. Men det varede ikke længe før end at de efterlod ham. Dette gjorde de, da de red gennem slumkvarteret for at komme tilbage til Krati, selvom dette var en omvej. Det var en stor risiko og det vidste de begge, men de var ikke kommet på andet, at kunne gøre med drengen. Hans mor der sad med drengen der trygt sov i hendes arme steg af sin hest, da de begge havde tjekket at ingen så dem og efterlod Maxsimilius inde i mørket inden hun igen steg til hest og de begge red mod Krati.
Her var MAxsimilius vågnet op. Forvirret som han havde været var han blot blevet siddende ind i mørket, omsluttet af det mørke tøj som hans forældre havde klædt ham i. Han sad der det meste af dagen, stille som han havde for vane. Men da mørket faldt på, var han sulten og tørstig. Det fik ham til stille at våge sig ud fra gyden mens han holdte sig i skyggerne. Forsigtigt kiggede han frem og sikrede sig at ingen så ham inden han smuttede videre. Det lykkedes den lille dreng at drikke noget vand fra en vandpyt men ikke meget og hans mave knurrede stadig, men han kunne ikke finde mad. Den lille dreng fortsatte sådan rundt i byen, gemte sig i gyderne om dagen og kom frem om natten hvor han kun flyttede sig i skyggerne. Men da ugerne gik og han ikke havde fået meget at spise, var han faldt sammen midt på gaden. Udmattet, kold, tørstig og sulten gik hans lys ud.
Da han vågnede fandt han sig i et mørkt rum, selvom han ikke kunne huske hvordan han var endt der. Han så flammerne i et ildsted og krøb forsigtigt nærmere ilden og lod sig varme af de røde flammer der slikkede op af en gryde hvorfra en duft af mad kom fra. Men selvom han var sulten blev han siddende mens hans mave protesterede mere og mere. Idet han rejste sig op for at kigge ned på indholdet i gryden var det som om en dør fløj op. Maxsimilius krympede sig, som havde han gjort noget galt og forsvandt hurtigt ind i skyggerne, inden manden kom nærmere hen imod hvor han stod. Der gik ikke længe inden Aske (manden) havde opdaget at Maxsimilius havde et potentiale som tyv. I Askes øjne havde Maxsimilius set forståelse i blikket, selvom han dengang ikke forstod det.
Efter den aften i det lille lukkede værelse, blev altid anderledes for Maxsimilius. I starten havde Aske gemt ham væk, indtil han var sikker på at han kunne stole på ham. Men Maxsimilius’ evne til konstant at forsvinde for ham, selvom han lige havde set ham, gjorde udslaget. Aske tog drengen til sig,, så han værdien i drengens evne til usete bevægelser, og det udnyttede han også. Aske tog drengen med sig ud på sine opgaver som spion for Tritos og lærte ham op i kunsten. Finpudsede hans evne til usetbevægelse, lærte ham om tyvenes levevej. Og ikke mindst at bruge et sværd og kaste med knive som skød han fra en bue.
Som tiden gik, blev Maxsimilius’ færdigheder bedre og bedre, og en dag rede det ham livet, da han var omkring 12 år. En aften efter de begge var kommet tilbage efter en udført opgave havde nogen fulgt efter dem. Akse der ikke havde bemærket det åbnede døren, og inden han nåede at reagere havde Maxsimilius set manden udenfor døren stikke et langt sværd gennem maven på Aske. Maxsimilius selv vidste der intet var at gøre for at rede manden der havde givet ham alt og som nu var væk. Han sprang derfor selv ud af vinduet, idet han hørte noget tungt ramme jorden med en hul lyd, og jamren. Han selv forsvandt hurtigt i skyggerne og var væk inden morderen kunne komme hen til stedet hvor han var forsvundet.
I nogle dage gemte Maxsimilius sig, inden han bevægede sig ind til banden, for at finde bandens leder og rapportere til ham hvad de havde set, og hvad der var sket med Aske. Efter det stod Maxsimilius kun i kontakt med bandelederen, og når han ikke var på mission for ham, søgte han efter den mand der havde myrdet Aske. Det lykkedes for ham kort efter han var fyldt 13 år. En nat havde han sneget sig nær manden og fulgt ham tilbage til hans hjem. Da der blev ro i hele huset fandt Maxsimilius frem til værelse hvor morderen sov. Han fik lirket vinduet op og tog en af sine mange dolke frem. Fra vinduet spændte han musklerne og lod en kniv flyve gennem luften. Inden nogen så ham, var han væk igen. Han så derfor ikke selv, hvordan knivspidsen ramte direkte ind i hjertet på manden der mistede livet på stedet.
Efter mordet på manden. Huskede MAxsimilius hvordan han havde haft en længere samtale med bandelederen. Inden han havde indvilliget i at være hans snigmorder, og ikke blot spion. Med tiden opdagede han dog, at han ikke brød sig om bandelederen. Det resulterede derfor med at en dag kort efter han var fyldt 18, kom han på tværs af lederen. Maxsimilius valgte at tage kampen op og det endte med at den daværende bandeleder faldt for hans sværd. Kampen havde pådraget ham mange skader, men det nærmede sig ikke det antal hans modstander havde fået. Han sørgede derfor for hurtigt at samle de mest trofaste af hans venner han havde fået i banden, således han ville kunne komme til kræfter inden nogen ville udfordre ham igen. Da han først var kommet til kræfter igen, var der dog ingen der angreb ham. Det er nu to år siden og han sidder stadig ved magten. Enkelte har udfordret ham siden, men alle bukket under for ham til sidst.
Dyr:
Nej, Maxsimilius har ingen dyr da han er allergisk overfor de fleste og han ’låner’ bare heste hvis han har brug for det, ofte med fem-finger-rabat.
Andet:
Nej
Maxsimilius Heltrikan
Kaldenavn(e):
Maxi eller Skygge. Den sidste tiltale er det tilnavn han har fået i sin profession, dog er det ofte Maxi han selv foretrækker og præsentere sig som. Maxi er det navn han bruger selv, og er også det navn han forventer andre bruger om ham. Selvom han godt ved at han ofte bliver kaldt for skyggen når han ikke selv er til stede.
Race:
Menneske
Evner:
Maxsimilius har en evne for usete eller ingen bevægelser. Disse gør ham ofte i stand til at komme og gå steder uden folk opdager ham før end at det er for sent.
Job eller Titel:
Leder af Tritos, fungere også selv som spion og snigmorder når han mener behovet er for det.
Bande:
Tritos
Seksualitet:
Heteroseksuel
Alder:
20 år
Udseende:
Maxsimilius har gyldent brunt hår, der ofte sidder og stritter ud til alle sider. Hans øjne er meget dybe og har en mørk grålig farve, det virker som om han har en mørk ring om hans øjne som gør at hans øjne er meget mere markeret.
Maxsimilius er særlig høj af sin alder. Med højden der mere en meter og firs centimeter. Han virker dertil også meget muskuløs og størk, hvilket er tydeligt på ham da han ofte går i tætsiddende tøj der ikke skjuler hans muskuløse bygning.
Hans tøj er ofte lavet af sort læder, og han går ligeledes altid med sorte læderhandsker på hvor fingrene dog er fri. Omkring livet og gemt flere steder på kroppen har han altid sine våben med sig, både sværd, selvom det kun er adelige der må bære sværd, og knive i massevis.
Over den venstre arm er en tatovering han fik lavet da han blev bandeleder, det er kendemærket for Tritos bandens leder mærke, derved kan ingen anden blive leder uden at den forrige er død.
Personlighed:
Maxsimilius kan overfor andre virke til at have en meget voldsom fremtoning, ikke mindst for dem der ikke kender ham. Måden hvormed hans følelser han spejles er ofte gennem hans øjne, måden han svarer på eller hans kropssprog. Derfor er det også meget få personer der komme tæt på Maxsimilius, da han kan virke afvisende, selvom det måske ikke er det han prøver på at være. Maxsimilius kan også virke både Charmerende og selvsikker, men hvis han ser andre sulte eller have det elendigt kan han godt påtage sig følelser af medlidenhed, efter det han selv oplevede som barn.
Hvis et smil breder sig over Maxsimilius’ læber kan det både være godt og skidt, ofte dog desværre det sidste. Han kan ikke lade være, med at nyde den magt han har, og føler sjældent fortrydelse over at gøre en ende på andres liv, snare tværtimod. Han nyder også at drille og lage med folk, og har ikke betænkeligheder ved at gøre det, så længe det ikke går ud over dem han holder af eller stoler på. Dertil er han også meget bestemmende og giver ikke op, han kæmper til han får det han gerne vil have. Det betyder også at han gør meget for at holde på sit territorium
Maxsimilius har altid været glad for dyr, selvom han er allergisk overfor både katte og hunde. Han kan derfor ofte ikke stå for at klappe en hund på hovedet eller stryge en kat med hårene, selvom han godt ved hvad det koster ham helbredsmæssigt.
Det er ingen der rigtigt kender hans virkelige historie, ikke efter Askes død. Historien om hvordan han kom til slummen fortælles som var han en slave der stak af. Ikke som et barn der blev efterladt til døden. Dette er dog et emne han blot affejer med skuldertræk og lader folk tro hvad de vil, så længe de ikke sender ham sympatiske blikke, er han godt tilfreds med det hele.
Ses der bort fra den dystre virkelighed der er omkring ham, gemmer han også meget andet.
Fortid:
Maxsimilius har en lang og besværlig fortid, på trods af en alder på blot 20 år. Han stammer oprindeligt fra Et landt længere mod nord, hvilket er forklaringen på hans mørke hår og de grå øjne. For at tage det fra begyndelsen af blev han født ind i en handelsefamilie et sted i Krati. Selvom han ikke har mange minder om livet inden han blev efterladt i slumkvarteret i Lapos, er der nogle ting han endnu svagt husker.
Han havde cirka været tre år gammel da hans forældre endnu en gang havde redet mod kongeslottet for at sælge et af deres børn til kongefamilien. Da de kom op på slottet blev han undersøgt for de magiske evner han kunne besidde da de havde haft en magiker i familien og flere af hans søskende havde udvist evner for magi. Problemet var blot, at det ikke var noget drengen viste talent for. Han talte sjældent, og det var ofte kun meget få ord. Han havde også været 2 ½ år gammel inden at han sagde sit første ord. De undersøgte ham i flere dage men der var stadig ingen tegn på at hans magisketalent skulle være. Hvilket kongen intet behov havde for. Maxsimilius’ forældre måtte derfor ride tilbage sammen med drengen.
Men så langt nåede de aldrig. Om aftenen dagen inden de skulle ride hjem havde hans forældre siddet og snakket sammen. Maxsimilius havde ingen værdi for dem længere. Ingen ønskede en slave længere da det efterhånden var ganske få der havde det, og det var forbudt. At bringe ham hjem, ville være som at bringe skam over familien ved at deres næstyngste barn ikke havde nogen evner når alle andre havde udvist magisk potentiale. De besluttede sig derfor for at ride tilbage til Krati alene.
Den næste morgen havde de drengen med da de red fra slottet. Men det varede ikke længe før end at de efterlod ham. Dette gjorde de, da de red gennem slumkvarteret for at komme tilbage til Krati, selvom dette var en omvej. Det var en stor risiko og det vidste de begge, men de var ikke kommet på andet, at kunne gøre med drengen. Hans mor der sad med drengen der trygt sov i hendes arme steg af sin hest, da de begge havde tjekket at ingen så dem og efterlod Maxsimilius inde i mørket inden hun igen steg til hest og de begge red mod Krati.
Her var MAxsimilius vågnet op. Forvirret som han havde været var han blot blevet siddende ind i mørket, omsluttet af det mørke tøj som hans forældre havde klædt ham i. Han sad der det meste af dagen, stille som han havde for vane. Men da mørket faldt på, var han sulten og tørstig. Det fik ham til stille at våge sig ud fra gyden mens han holdte sig i skyggerne. Forsigtigt kiggede han frem og sikrede sig at ingen så ham inden han smuttede videre. Det lykkedes den lille dreng at drikke noget vand fra en vandpyt men ikke meget og hans mave knurrede stadig, men han kunne ikke finde mad. Den lille dreng fortsatte sådan rundt i byen, gemte sig i gyderne om dagen og kom frem om natten hvor han kun flyttede sig i skyggerne. Men da ugerne gik og han ikke havde fået meget at spise, var han faldt sammen midt på gaden. Udmattet, kold, tørstig og sulten gik hans lys ud.
Da han vågnede fandt han sig i et mørkt rum, selvom han ikke kunne huske hvordan han var endt der. Han så flammerne i et ildsted og krøb forsigtigt nærmere ilden og lod sig varme af de røde flammer der slikkede op af en gryde hvorfra en duft af mad kom fra. Men selvom han var sulten blev han siddende mens hans mave protesterede mere og mere. Idet han rejste sig op for at kigge ned på indholdet i gryden var det som om en dør fløj op. Maxsimilius krympede sig, som havde han gjort noget galt og forsvandt hurtigt ind i skyggerne, inden manden kom nærmere hen imod hvor han stod. Der gik ikke længe inden Aske (manden) havde opdaget at Maxsimilius havde et potentiale som tyv. I Askes øjne havde Maxsimilius set forståelse i blikket, selvom han dengang ikke forstod det.
Efter den aften i det lille lukkede værelse, blev altid anderledes for Maxsimilius. I starten havde Aske gemt ham væk, indtil han var sikker på at han kunne stole på ham. Men Maxsimilius’ evne til konstant at forsvinde for ham, selvom han lige havde set ham, gjorde udslaget. Aske tog drengen til sig,, så han værdien i drengens evne til usete bevægelser, og det udnyttede han også. Aske tog drengen med sig ud på sine opgaver som spion for Tritos og lærte ham op i kunsten. Finpudsede hans evne til usetbevægelse, lærte ham om tyvenes levevej. Og ikke mindst at bruge et sværd og kaste med knive som skød han fra en bue.
Som tiden gik, blev Maxsimilius’ færdigheder bedre og bedre, og en dag rede det ham livet, da han var omkring 12 år. En aften efter de begge var kommet tilbage efter en udført opgave havde nogen fulgt efter dem. Akse der ikke havde bemærket det åbnede døren, og inden han nåede at reagere havde Maxsimilius set manden udenfor døren stikke et langt sværd gennem maven på Aske. Maxsimilius selv vidste der intet var at gøre for at rede manden der havde givet ham alt og som nu var væk. Han sprang derfor selv ud af vinduet, idet han hørte noget tungt ramme jorden med en hul lyd, og jamren. Han selv forsvandt hurtigt i skyggerne og var væk inden morderen kunne komme hen til stedet hvor han var forsvundet.
I nogle dage gemte Maxsimilius sig, inden han bevægede sig ind til banden, for at finde bandens leder og rapportere til ham hvad de havde set, og hvad der var sket med Aske. Efter det stod Maxsimilius kun i kontakt med bandelederen, og når han ikke var på mission for ham, søgte han efter den mand der havde myrdet Aske. Det lykkedes for ham kort efter han var fyldt 13 år. En nat havde han sneget sig nær manden og fulgt ham tilbage til hans hjem. Da der blev ro i hele huset fandt Maxsimilius frem til værelse hvor morderen sov. Han fik lirket vinduet op og tog en af sine mange dolke frem. Fra vinduet spændte han musklerne og lod en kniv flyve gennem luften. Inden nogen så ham, var han væk igen. Han så derfor ikke selv, hvordan knivspidsen ramte direkte ind i hjertet på manden der mistede livet på stedet.
Efter mordet på manden. Huskede MAxsimilius hvordan han havde haft en længere samtale med bandelederen. Inden han havde indvilliget i at være hans snigmorder, og ikke blot spion. Med tiden opdagede han dog, at han ikke brød sig om bandelederen. Det resulterede derfor med at en dag kort efter han var fyldt 18, kom han på tværs af lederen. Maxsimilius valgte at tage kampen op og det endte med at den daværende bandeleder faldt for hans sværd. Kampen havde pådraget ham mange skader, men det nærmede sig ikke det antal hans modstander havde fået. Han sørgede derfor for hurtigt at samle de mest trofaste af hans venner han havde fået i banden, således han ville kunne komme til kræfter inden nogen ville udfordre ham igen. Da han først var kommet til kræfter igen, var der dog ingen der angreb ham. Det er nu to år siden og han sidder stadig ved magten. Enkelte har udfordret ham siden, men alle bukket under for ham til sidst.
Dyr:
Nej, Maxsimilius har ingen dyr da han er allergisk overfor de fleste og han ’låner’ bare heste hvis han har brug for det, ofte med fem-finger-rabat.
Andet:
Nej